Brugsvilkår for E-mailmarketing

27. november 2018

Disse Brugsvilkår af Wix E-mailmarketing (i det følgende kaldet "E-mailmarketing-vilkår") mellem Wix.com Ltd. (i det følgende kaldet "Wix", "os" eller "vi") og dig indeholder de vilkår og betingelser, der er gældende for din brug af E-mailmarketing-appen og/eller tilknyttede tjenester (i det følgende kaldet "tjenesten"), der leveres af Wix. Disse E-mailmarketing-vilkår er et tillæg til Brugsvilkår, der også er gældende for brugen af tjenesten, og kaldes under et "vilkårene". Hvis et af disse E-mailmarketing-vilkår er i strid med Brugsvilkår, skal de vilkår, der er anført heri, være gældende, for så vidt de alene angår din brug af tjenesten, ellers skal Brugsvilkår være gældende.

 

DU BEDES LÆSE VILKÅRENE NØJE, FØR DU OPNÅR ADGANG TIL ELLER BRUGER TJENESTEN. VED AT OPNÅ ADGANG TIL ELLER BRUGE TJENESTEN ACCEPTERER DU AT VÆRE BUNDET AF DE VILKÅR OG BETINGELSER, DER ER ANFØRT I VILKÅRENE. HVIS DU IKKE ØNSKER AT VÆRE BUNDET AF VILKÅRENE, MÅ DU IKKE OPNÅ ADGANG TIL ELLER BRUGE TJENESTEN, OG DU SKAL OMGÅENDE OPHØRE MED EN SÅDAN BRUG. WIX KAN TIL ENHVER TID ÆNDRE DISSE VILKÅR FOR E-MAILMARKETING, OG SÅDANNE ÆNDRINGER SKAL TRÆDE I KRAFT STRAKS VED MEDDELELSE DEROM, HVILKET KAN GIVES VED AT OPSLÅ DE ÆNDREDE VILKÅR FOR E-MAILMARKETING PÅ HJEMMESIDEN ELLER VIA E-MAIL. DIN BRUG AF TJENESTEN EFTER EN SÅDAN MEDDELELSE SKAL ANSES FOR AT UDGØRE DIN ACCEPT AF SÅDANNE ÆNDRINGER. DU ACCEPTERER AT GENNEMGÅ VILKÅRENE FRA TID TIL ANDEN FOR AT GØRE DIG BEKENDT MED SÅDANNE ÆNDRINGER, OG DIN FORTSATTE ADGANG TIL TJENESTEN SKAL ANSES FOR AT UDGØRE DIN ENDELIGE ACCEPT AF DE ÆNDREDE VILKÅR.

1. Begrænset licens: Brug af tjenesten

1.1. Wix tildeler dig en begrænset, personlig, ikke-eksklusiv og ikke-overdragelig ret og licens til at opnå adgang til og bruge tjenesten alene til dine interne formål, og du må ikke bruge tjenesten til tidsdeling eller servicebureauformål eller i øvrigt til gavn for en tredjepart.

 

1.2. Tjenesten skal, uden begrænsning, omfatte e-maildesign og leveringstjenester, markedsføringstjenester, anmeldelser og opslagstavler og diverse øvrige apps til beskedkommunikation.

2. Forbud mod spam: Tilladte procedurer

2.1. Tjenesten må ikke anvendes til at sende uønskede e-mailbeskeder (i det følgende kaldet "spam"). Alle beskeder, der sendes ved hjælp af tjenesten, skal være i overensstemmelse med vilkårene. Du skal sikre dig, at alle modtagere, som du påtænker at sende e-mails (hver især kaldet en "modtager"), udførligt har "tilmeldt sig" og udtrykkeligt givet sit samtykke til at modtage e-mails fra dig, og således særskilt har godkendt, at du må sende dem e-mails. Alle e-mailadresser skal være gyldige. Du må ikke sende en besked til en modtager, som har "frameldt sig" at modtage e-mails ved hjælp af "afmeld"-linket eller på anden måde, eller til modtagere, som aldrig udtrykkeligt har givet deres samtykke til at modtage e-mailbeskeder.

 

2.2. Du er ansvarlig for at sikre, at din brug af tjenesten ikke genererer spam eller andre henvendelser, der går videre end branchens standarder. Klager fra modtagere eller andre personer vedrørende spam anses for at udgøre en direkte overtrædelse af disse vilkår og kan føre til omgående suspendering eller ophør af tjenesten.

 

2.3. Du accepterer ikke at sende beskeder via tjenesten til distributionslister, nyhedsgrupper, offentligt tilgængelige adresser til pressen eller medier, eller købte/lejede e-mailadresser.

 

2.4. Vi forbeholder os ret til, uden varsel, at træffe alle foranstaltninger af enhver art (det være sig juridiske, tekniske eller andet) for at forhindre uønskede masseafsendte e-mails og/eller uberettigede e-mails, beskeder eller kampagner, i at få adgang til, bruge eller forblive i tjenesten.

 

2.5. Ved din brug af tjenesten repræsenterer du dig selv og/eller din organisation på en omhyggelig måde, og du vil ikke udgive dig for at være en anden person, hverken en reel eller fiktiv person.

 

2.6. Du forstår, at du er den eneste eller den fastlagte afsender/e-mailleverandør af e-mailkommunikation sendt af dig via vores tjeneste i henhold til enhver lov og alle regler eller bestemmelser, der bekendtgøres i henhold dertil, som er gældende for din brug af tjenesterne (f.eks. CAN-SPAM-loven fra 2003, Canadas anti-spam-lovgivning, S.C. 2010, c. 23 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002), og som sådan skal du overholde sådanne love og alle andre love i øvrige jurisdiktioner, der kan være gældende for din brug af tjenesten, og være ansvarlig for eventuel overtrædelse af sådanne gældende love.

 

2.7. Du skal sikre dig, at alle e-mails er i overensstemmelse med eventuelle oplysningskrav, der gælder for afsenderen/e-mailleverandøren (f.eks. oplysning om type af enhed, hjemsted etc.) i henhold til den lov, der er gældende for dig, din e-mail eller dine modtagere. Uden at fravige det forudgående afsnits generelle karakter accepterer du, at for enhver e-mailbesked, der sendes af dig ved brug af tjenesten (iv), vil den e-mailadresse, der præsenteres som afsenderes e-mailadresse, i enhver e-mailbesked, der sendes af dig ved brug af tjenesten, nøjagtigt og på en ikke-vildledende måde fastlægge din identitet eller din organisations identitet, og den skal være gyldig (dvs. vi tillader ikke, at der anvendes e-mails til engangsbrug eller midlertidige eller e-mailadresser, der ikke kan leveres til, som afsenderens e-mailadresse). Bemærk at afsenderes e-mailadresse kun må være tilknyttet én hjemmeside, og (ii) "emnelinjen" i enhver e-mailbesked, der sendes af dig, vil ikke indeholde noget bevidst bedragerisk eller vildledende indhold vedrørende e-mailbeskedens overordnede emne, og (iii), du vil anføre din aktuelle fysiske adresse.

 

2.8. Alle e-mailbeskeder, der sendes ved brug af tjenesten, skal indeholde en "afmeld"-knap, der gør det muligt for abonnenter at fjerne sig fra maillisten. Hvert link skal virke i mindst 60 dage efter den dato, hvor du sendte meddelelsen. Linket til "afmelding", der indsættes som standard i al e-mailkommunikation, der skal sendes via tjenesten, ejes af Wix. Du accepterer, at du ikke vil fjerne, deaktivere eller forsøge at fjerne eller deaktivere linket. Du vil overvåge og behandle anmodninger om afmelding, som du modtager direkte, senest 7 dage efter anmodningen, og opdatere de e-mailadresser, til hvilke der sendes meddelelser via tjenesten. Du må ikke opkræve noget gebyr, kræve at modtageren udleverer personhenførbare oplysninger ud over en e-mailadresse, eller anmode modtageren om at tage noget andet skridt end at sende en svarmail eller besøge en enkelt side på internettet som betingelse for at foretage afmeldingen. I henhold til gældende lov er du ansvarlig for at opretholde og overholde oversigten over anmodninger om afmelding forud for og efter ophør af tjenesten, uanset årsag.

3. Forbudte aktiviteter: Forbudt indhold

Med henblik på at overholde vores høje niveau for e-maillevering og vores gode omdømme samt vores forpligtelse til at overholde de love, der er gældende for tjenesten, anerkender og accepterer du, at du ikke vil:

  • bruge tjenesten i strid med disse vilkår eller nogen lov, der er gældende for dig eller dine modtagere

  • kopiere, foretage reverse engineering, reverse assembly eller på anden måde forsøge at finde ud af kildekoden, distribuere, sende, vise, fremføre, reproducere, offentliggøre, licensere, skabe afledte værker af, overdrage eller sælge oplysninger, software, produkter eller tjenester, du kommer i besiddelse af via tjenesterne

  • sende beskeder, oplysninger, data, tekst, software eller billeder eller andet indhold, som ikke ejes af dig eller som du ikke har lovlig licens til, eller som er ulovlige, skadelige, truende, grove, chikanerende, intrigante, ærekrænkelse, vulgære, sjofle, injurierende eller på anden måde stødende, hvilket kan invadere andres ret til privatliv eller offentlige opmærksomhed

  • sende e-mailannoncer til flere virksomheder på samme liste

  • via tjenesten sende uetiske, urigtige eller vildledende annoncer, reklamefremstød eller gøre eller udvise en tilsvarende salgsindsats og -adfærd

  • opslå eller sende materiale, der indeholder en virus eller forvanskede oplysninger

  • slette forfatteroplysninger, juridiske meddelelser eller oplysninger om beskyttelse eller mærker, som du uploader på en kommunikationsplatform

  • opslå eller sende uønsket reklame, PR-materiale, "junk mail", "spam", "kædebreve", "pyramidespil" eller anden form for hvervning eller oplysninger såsom holdninger eller meddelelser, det være sig kommercielle eller andre

  • uploade eller sende materiale, der krænker, misbruger eller på anden vis krænker et patent, varemærke, en forretningshemmelighed, en ophavsret eller andre immaterielle rettigheder tilhørende en hvilken som helst part

  • manipulere eller på anden måde vise tjenesten ved brug af framing-teknologi eller tilsvarende navigationsteknologi

  • importere eller inkorporere nogen af disse oplysninger i nogen lister, e-mails eller uploads på vores servere: CVR-numre, passwords, sikkerhedsgodkendelser eller følsomme personoplysninger af nogen art.

  • sælge eller promovere produkter eller tjenester, der er ulovlige på den lokation, hvor indholdet opslås eller modtages

  • sende, tilbyde eller sælge noget af følgende indhold eller nogen af følgende produkter og/eller tjenester

    • pornografi eller ulovlige pornografiske seksuelle produkter, indhold og/eller tjenester, herunder, men ikke begrænset til, børnepornografi, voksenmagasiner, video og software eller escort-tjenester

    • ulovlige stoffer, ulovlige varer af nogen art

    • som på nogen måde er ærekrænkende, injurierende, forargelige, truende eller chikanerende

    • produkter, tjenester eller indhold, som ofte forbindes med spam, såsom: online og direkte salg af lægemidler, gældsinddrivelse, genopretning af kredit og tilbud om gældseftergivelse, tilbud om at arbejde hjemmefra og "blive hurtigt rig", "opbygge en formue" og "blive økonomisk uafhængig" og tjenester vedrørende væddemål/spil

    • bruge et billede, vi stiller til rådighed i forbindelse med tjenesten, eller et andet billede, der er uploadet af dig, på en måde, der placerer en person, der vises på billedet, på en måde, som en fornuftig person ville finde stødende, herunder brugen af billeder (i) til pornografiske eller seksuelle produkter, (ii) i annoncer for tobaksprodukter på en måde, der antyder, at en sådan person bruger tobaksprodukter, (iii) i forbindelse med politisk støtte på en måde, der antyder, at en sådan person støtter en bestemt politiker, (iv) i annoncer og/eller markedsføringsmateriale for lægemidler, sundhedsprodukter, urteprodukter eller medicinske produkter, hvis en sådan brug antyder, at den viste person lider af en fysisk eller mental skavank, sygdom eller lidelse, eller (v) på en måde, som er injurierende, ærekrænkende, skandaløs, truende eller chikanerende, eller

    • bruge et billede, vi stiller til rådighed i forbindelse med vores produkter eller tjenester, som et varemærke, et servicemærke eller et logo.

 

 

4. Tredjepartstjenester

4.1. Tjenesten kan indeholde links til hjemmesider, der er kontrolleret af tredjeparter og give adgang til visse tredjepartstjenester (herunder vores partneres), der kan omfatte, uden begrænsning, API-platforme, markedsførings- og annonceringstjenester, social bookmarking-tjenester, sociale netværksplatforme, publicerings- og leveringstjenester, betalings-håndteringstjenester og andre betalingsformidlere (hver især kaldet en "tredjepartstjeneste"). Vi har dog ingen tilknytning til og er ikke ansvarlige for en tredjepartstjenestes indhold, handling eller performance, og din brug af sådanne hjemmesider eller tjenester sker for din egen risiko. Enhver tredjepartstjeneste, der opnås adgang til fra tjenesten, er uafhængig af os, og vi har ingen kontrol med, og påtager os intet ansvar for, indholdet, privatlivspolitikken, Brugsvilkår og praksisser på en sådan hjemmeside eller tjeneste. En sådan tredjepartstjeneste kan have Brugsvilkår og en privatlivspolitik, der er gældende for de pågældende tredjepartstjenester, som er forskellige fra vores, og du bør gennemse de gældende vilkår og politikker og handle i overensstemmelse dermed, herunder for så vidt angår databeskyttelse og metoder til indsamling af oplysninger, før du går videre.

 

4.2. Vi kan til enhver tid opsige enhver tredjepartstjeneste efter vores valg, med eller uden varsel over for dig, og uden ansvar over for dig eller tredjeparten. En sådan opsigelse eller enhver handling fra en tredjepartstjenestes side kan påvirke vores mulighed for at stille alle eller en del af tjenestens funktioner til rådighed til enhver tid, med eller uden varsel, og vi vil ikke være ansvarlige over for dig eller tredjeparten for sådanne handlinger.

 

4.3. En henvisning til en tredjepart eller et tredjepartsprodukt skal under ingen omstændigheder opfattes som en godkendelse eller støtte fra vores side af den pågældende tredjepart eller af et produkt eller en tjeneste leveret af den pågældende tredjepart.

 

 

5. Dine produkter og tjenester: Dine kampagner

5.1. Du alene er ansvarlig for dine produkter og tjenester ("produkterne og tjenesterne") og alle øvrige salgsfremmende foranstaltninger og alt øvrigt indhold, der er indeholdt i eller henvises til i dine e-mails, der sendes via tjenesten ("kampagnen"). Du skal bære alle omkostninger til tilvejebringelse og levering af dine produkter og tjenester samt til at drive dine kampagner.

 

5.2. Du alene er ansvarlig for at levere produkterne og tjenesterne og drive dine kampagner på en sikker og professionel måde, i overensstemmelse med bedste praksis i branchen, herunder opretholdelse af pålidelige registreringer.

 

5.3. Du alene er ansvarlig for alle erklæringer og løfter, du afgiver, og for al brugerassistance, garanti og support vedrørende produkterne og tjenesterne og for at efterleve alle udsagn, du giver til dine kunder og/eller brugere. Du skal anføre kontaktoplysninger i dine kampagner i tilfælde af spørgsmål, klager eller krav.

 

5.4. Hvis du bruger tjenesten til en reklamekampagne, skal du sikre dig, at reglerne for hver enkelte kampagne (i) erklærer, at hver deltager ubetinget friholder os for ethvert ansvar, der udspringer af kampagnen, og (ii) informerer hver deltager om, at kampagnen på ingen måde er sponsoreret, godkendt, administreret af eller forbundet med os.

 

 

6. Dit indhold og din kontaktoversigt

6.1. Vi vil få eventuelle oplysninger, som du giver os i forbindelse med din brug af tjenesten, såsom kontaktlister (herunder e-mailadresser og alle øvrige oplysninger, der er indeholdt i sådanne lister) og indhold (sådan som denne term er defineret i Brugsvilkår), der opslås eller anvendes af dig i kampagnen eller på anden måde. Vi anerkender dine ejerrettigheder til sådanne kontaktlister og et sådant indhold ("kundeoplysninger"). Vi vil aldrig sælge eller udleje dine kundeoplysninger til andre uden først at indhente dit udtrykkelige samtykke, og vi vil aldrig bruge dine kundeoplysninger til noget andet formål end det, der er beskrevet i vores privatlivspolitik og i dette afsnit 6. I tilfælde af, at vi ændrer dette afsnit 6 eller vores privatlivspolitik på en måde, der berører den måde, hvorpå vi indsamler og/eller bruger dine kundeoplysninger, giver vi forudgående meddelelse om en sådanne ændring eller revision.

 

6.2. Du giver os herved en genkaldelig, ikke-eksklusiv, royalty-fri, verdensomspændende licens, med ret til at sublicensere, til at bruge, reproducere, publicere, distribuere, afvikle og vise kundeoplysningerne, dog alene i det omfang, dette er nødvendigt for, at vi kan udbyde og drive tjenesten.

 

6.3. Du alene er ansvarlig for nøjagtigheden, kvaliteten, integriteten, lovligheden, pålideligheden og hensigtsmæssigheden af alle kundeoplysninger, og du er ansvarlig for at vedligeholde, sikre og opretholde alle kundeoplysninger i overensstemmelse med gældende lov og eventuelle kontraktlige forpligtelser, du måtte have, herunder vilkårene. Du erklærer og garanterer, at du ejer eller har sikret alle rettigheder og interesser i og til de kundeoplysninger, der er nødvendige for os for at bruge kundeoplysningerne som forudsat i vilkårene.

 

6.4. Ved brug af tjenesten accepterer du, at enhver kampagne og ethvert indhold, der er indeholdt deri, i alle henseender er ikke-fortrolige oplysninger, og du giver os automatisk, eller garanterer, at ejeren af sådant indhold eller sådanne immaterielle rettigheder udtrykkeligt har tildelt os, en uigenkaldelig, ikke-eksklusiv, royalty-fri, uophørlig, overdragelig, verdensomspændende licens, med ret til at sublicensere, til at bruge, reproducere, skabe afledte værker af, modificere, offentliggøre, publicere, redigere, oversætte, distribuere, afvikle og vise sådant indhold og sådanne immaterielle rettigheder på en hvilken som helst måde eller på et hvilket som helst medium, der p.t. eksisterer eller som udvikles i fremtiden, herunder i forbindelse med vores markedsførings- og reklameaktiviteter.

 

6.5. I det omfang, det er tilladt i henhold til gældende lovgivning, kan vi lave og gemme kopier af alle kundeoplysninger, der er nødvendige for at levere tjenesten og til intern backup og andre formål pålagt i henhold til lovgivningen eller af myndighederne. Vi er dog ikke forpligtet til at gemme kopier af dine kundeoplysninger, kampagner, indhold eller andre oplysninger, så du er ansvarlig for at tage hyppige backup-kopier af dine kundeoplysninger – vi anbefaler på det kraftigste, at du gør det.

 

 

7. Overvågning og fjernelse

Selv om vi ikke har nogen forpligtelse til at overvåge indholdet leveret af dig eller din brug af tjenesten, kan vi gøre det og kan blokere eventuelle e-mails og/eller kampagner, flytte ethvert indhold eller forbyde enhver brug af tjenesten, som vi mener er i strid med ovennævnte eller nogen anden bestemmelse i vilkårene (herunder øvrige vilkår fra andre tredjepartstjenester). Du forstår og accepterer endvidere, at vi og alle relevante tredjeparter, som støtter, opslår, offentliggør eller distribuerer dine kampagner, dit indhold eller på anden måde leverer tredjepartstjenester, også har retten til at reformatere, redigere, overvåge, afvise, spærre eller fjerne dine kampagner og suspendere eller standse tjenesten, helt eller delvist, permanent eller i en vis periode. Under ingen omstændigheder vil ovennævnte gøre os ansvarlig for overholdelse af sådanne love eller forpligtelser, som du alene forbliver ansvarlig for.

 

 

8. Rettigheder der tilhører os

Du anerkender og accepterer, at tjenesten (herunder, uden begrænsning, de udbudte landesider og alt indhold derpå) og alle ophavsrettigheder, patenter, design, varemærker, servicemærker og al øvrig verdensomspændende immateriel ejendom deri og dertil, ejes af eller er givet i licens til os. Din brug af tjenesten giver dig ingen adkomst til eller ejerskab til tjenesten og udgør ikke et salg af nogen rettigheder til tjenesten. Alle ejerskabsrettigheder forbliver hos Wix eller dennes tredjepartsleverandører, alt efter omstændighederne.

 

 

9. Rettigheder der tilhører dig

Du erklærer og garanterer, at du enten ejer eller har tilladelse til at bruge alt materialet i dine e-mails, herunder, uden begrænsning, kundeoplysninger. Du bevarer ejerskab til det materiale, du uploader til tjenesten (bortset fra materiale leveret til dig af os). Vi må alene bruge eller fremlægge dine materialer som vi beskriver i vilkårene og vores privatlivspolitik.

 

 

10. Ophør

Tjenestens løbetid begynder, når du tilmelder dig tjenesten, og varer, så længe du gør brug af tjenesten.

Vi kan bringe tjenesten og vilkårene til ophør på et hvilket som helst tidspunkt og uanset årsag ved at give dig meddelelse derom. Vi eller enhver anden tredjepart kan til enhver tid indstille tjenesten eller en bestemt kampagne og tredjepartstjenesten, med eller uden angivelse af årsag. Når din konto er bragt til ophør, kan vi på permanent basis slette den og alle de oplysninger, der knytter sig til den.

 

 

11. Værneting

Vi afgiver ingen erklæringer og giver ingen garanti for, at indholdet og materialerne på vores hjemmeside og/eller tjenesten er egnede til brug på lokationer uden for USA. Dem, der vælger at opnå adgang til tjenesten fra andre lokationer, gør dette på deres eget initiativ og for egen risiko, og er ansvarlige for overholdelse af lokale love, hvis og i det omfang, sådanne love er gældende. Vi forbeholder os ret til, til enhver tid og efter eget skøn, at begrænse tilgængeligheden af og adgangen til tjenesten til en person, et geografisk område eller et retsområde, vi måtte ønske, og til at begrænse omfanget af en sådan tjeneste.

 

 
12. Advarsel om BETA-test

Bemærk at tjenesten p.t. udbydes i en BETA-version og testes i BETA-versionen. Du anerkender og accepterer, at tjenesten stadig kan indeholde softwarefejl og være påvirket af forstyrrelser og muligvis ikke fungerer som planlagt eller angivet. Din brug af tjenesten på dette trin udgør din accept af og dit samtykke til at deltage i BETA-testningen.